 |
 |
Kan først påbegyndes i 1. klasse. Solosang dog fra 4. kl.
Pris for eneundervisning i sæson 2010/11: 20 minutter om ugen: 3.150 kr., der falder i 2 rater á 1.575 kr. 30 minutter om ugen: 4.500 kr., der falder i 2 rater á 2.250 kr. 40 minutter om ugen: 5.700 kr., der falder i 2 rater á 2.850 kr.
Vi tilbyder undervisning i:

Violin Kasper Lykke Hedegaard (tirsdage)
Drømmer du om at spille violin, så har du chancen her. Vi starter med at spille små melodier, sange og skalaer. Vi spiller også melodier fra Suzuki-bøgerne med fokus på at lære den grundlæggende teknik, og så skal vi naturligvis have det sjovt.
Du er velkommen til at kontakte læreren ang. leje eller køb af violin.

Klaver/keyboard v/ Mads Jensen (mandage, tirsdage, onsdage og torsdage),
Begynderklaver/keyboard v/ Rikke Heie (onsdage og torsdage)
Klaver/keyboard v/Kasper Lykke Hedegaard
Klaverundervisning er for alle. Vi kommer hurtigt i gang med akkorder og små melodier. Du lærer at holde rytmen, så du kan spille sammen med andre. Vi spiller de sange du kender og vi skal have det sjovt!
Senere kigger vi på noder, pauser og alle de andre sorte klatter på nodepapiret. Det er en god idé at øve sig lidt hver dag. Så bliver det meget sjovere og vi kan sammen nå en masse på kort tid!
I starten kan du godt øve dig på et keyboard derhjemme. Men senere er det bedst med et klaver eller digital-klaver med vægtede tangenter.

Guitar v/ Leonard Axelsson (mandage, tirsdage og onsdage)
Fra hylende rocksoloer til sofistikeret jazzguitar - lær at spille på instrumentet, som kan lyde på tusinde måder.
I guitarundervisningen vil du som elev få kendskab til rytme, teknik, melodispil, noder og akkorder. Vi arbejder med numre i forskellige stilarter, og du må selvfølgelig gerne komme med forslag til sange, du gerne vil lære at spille.

Elbas v/ Thomas Hedegaard (tirsdage)
Bas er et instrument som er meget let at spille på, men hvor man samtidig kan mange ting - f.eks. spille melodier og akkorder.
Vi spiller en masse forskellige sange, hvor du både lærer at spille basgangen og melodien. Vi kigger også på de teoretiske ting som noder og akkorder.

Trommer v/ Nikolaj Bundvig (mandage og fredage)
Trommer er et instrument, der er lige til at gå til for de fleste, og trommesættet har i 100 år været grundstenen i rytmisk musik.
I undervisningen lægges derfor vægt på, at du hurtigt får redskaber og kunnen til at kunne spille sammen med andre. Hvis det passer til dit niveau, tager vi udgangspunkt i den musik, du hører.
Vi arbejder både efter gehør og noder. Vi optager om muligt rytmer, fills osv. på din egen mobiltelefon, så du får din lektie med hjem, samtidig kan optagelsen hjælpe dig med at omsætte noderne til musik.
Af udstyr kræves som minimum trommestikker og øvetromme. Du er velkommen til at kontakte læreren før evt. køb for at få vejledning.

Solosang - fra 4. klasse v/ Rikke Heie (onsdage og torsdage)
Solosang er stedet, hvor vi først og fremmest skal synge en masse go'e sange. Vi bruger tid på fortolkning af sange og tekster, og hvordan man bruger stemmen til at udtrykke sig gennem sangen.
Derudover skal vi arbejde med grundtræning af stemmen. I grundtræningen kommer vi ind på teknik, vejrtrækning, kropsholdning og kropskontakt. Alt dette for at skabe en god klang og styrke i stemmen.
Solosang er fra 4. klasse og op efter - de voksne er også meget velkomne!

Solosang m. klaver - fra 4. klasse - kun 40 min. v/Rikke Heie (onsdage og torsdage) Solosang med klaver er for den øvede sanger, der ønsker at akkompagnere sig selv.

|